Ville de stadig have mig uden betaling

Når barnet eller den unge er i tvivl om plejefamiliens motivation

Når et barn eller en ung flytter ind i en plejefamilie, kan der opstå mange tanker og spørgsmål om, hvorfor netop denne familie har sagt ja til at tage imod barnet. Et spørgsmål, som kan være svært at sætte ord på, kan være:

“Har de kun taget imod mig, fordi de får penge for det?”

For nogle børn og unge kan denne tanke fylde meget, også selvom den ikke nødvendigvis bliver sagt højt. Barnet/den unge kan være usikkert på, om plejefamilien oprigtigt ønsker det, eller om barnet blot opleves som en opgave, familien får betaling for. Tankerne kan eksempelvis være:

“Ville de stadig have mig, hvis de ikke fik penge for det?”
“Kan de egentlig lide mig?”
“Er jeg bare et arbejde for dem?”
“Holder de kun af mig, fordi de skal?”
“Hvad sker der, hvis jeg bliver for besværlig?”
“Vil de sende mig væk, hvis jeg ikke opfører mig ordentligt?”

Bag disse spørgsmål kan der ligge en grundlæggende usikkerhed omkring at høre til, være ønsket og være betydningsfuld for andre. Barnet eller den unge har ofte allerede oplevet et voldsomt skifte i sit liv og kan have erfaringer med svigt, brud og voksne, som ikke har kunnet være der på den måde, barnet/den unge havde brug for.

Når tvivlen bliver til vrede

Usikkerheden kan i nogle situationer udvikle sig til vrede. Det kan især komme til udtryk efter en konflikt med plejefamilien. Konflikter kan ikke undgås i en familie, heller ikke i en plejefamilie, og en almindelig konflikt kan for barnet/den unge opleves som en bekræftelse på det, barnet måske allerede frygter:

“De vil mig ikke rigtigt.”
“De er kun søde ved mig, fordi de får penge for det.”
“Nu hvor jeg har gjort noget forkert, kan de ikke lide mig mere.”
“Måske vil de ikke have mig boende længere.”

Vreden kan derfor være et udtryk for noget andet end selve konflikten. Den kan være et forsvar mod sorg, utryghed, jalousi, afvisningsangst eller frygten for endnu et svigt.

Det er vigtigt, at de voksne omkring barnet forsøger at være nysgerrige på, hvad der ligger bag vreden, frem for alene at fokusere på barnets adfærd.

Når plejefamiliens egne børn også fylder

Der kan samtidig opstå svære følelser i relationen til plejefamiliens egne børn. Barnet eller den unge kan opleve jalousi eller føle sig udenfor, hvis plejeforældrene bruger tid, opmærksomhed og omsorg på deres egne børn.

Tanker kan eksempelvis være:

“De elsker deres egne børn mere end mig.”
“Jeg hører ikke rigtigt til her.”
“Hvorfor får de lov til noget, som jeg ikke må?”
“Har de mere ret til deres forældre end mig?”
“Hvis de ikke var her, ville plejeforældrene bedre kunne lide mig.”

Sådanne følelser kan være svære for barnet at acceptere og endnu sværere at tale om. Det kan derfor være vigtigt, at de voksne hjælper barnet med at forstå, at det er muligt at have svære følelser uden at være et dårligt menneske eller et utaknemmeligt barn.

Samtalen som et fælles tredje

Denne samtaleskabelon kan bruges som et fælles tredje i en svær samtale mellem barnet/den unge og plejefamilien. Det kan være plejefamiliekonsulenten, der tager initiativ til samtalen, men det kan også være plejefamilien selv.

Formålet er ikke at overbevise barnet om, at det “tænker forkert”. Formålet er at skabe et trygt rum, hvor de tanker, spørgsmål og følelser, som måske ellers er svære at sige højt, kan få plads.

Samtalen kan eksempelvis tage udgangspunkt i:

“Nogle børn, der flytter ind i en plejefamilie, kan komme til at tænke på, om familien kun har sagt ja, fordi de får penge for at være plejefamilie. Er det en tanke, du nogensinde har haft?”

Hvis barnet svarer ja, kan man undersøge det sammen:

“Hvordan føles det at gå med den tanke?”
“Hvornår kommer den tanke mest?”
“Bliver den stærkere, når vi bliver uvenner?”
“Hvad bliver du bange for, når du tænker sådan?”
“Hvad har du brug for at høre fra os, når du bliver usikker?”
“Er der noget, vi gør, som får dig til at føle dig mere sikker på, at du hører til her?”

Det kan også være relevant at tale direkte om plejefamiliens egne børn:

“Nogle børn kan også blive jaloux på plejefamiliens egne børn. Har du nogle gange haft det sådan?”

Her er det vigtigt, at barnet ikke skal føle skyld eller skam over sine følelser. Følelserne må gerne være der, samtidig med at de voksne hjælper barnet med at finde ord og forstå sammenhængene.

Det vigtigste er ikke én samtale

Det, der bliver talt om, behøver ikke at blive afklaret én gang for alle. Barnet eller den unge kan have behov for at vende tilbage til de samme spørgsmål mange gange.

Det kan derfor være en fordel at genopfriske tidligere samtaler:

“Kan du huske, at vi tidligere talte om, at du nogle gange bliver bange for, om vi kun har dig, fordi vi får penge for at være plejefamilie? Hvordan er det med den tanke nu?”

Gentagelsen er ikke nødvendigvis et tegn på, at barnet ikke har forstået det, der tidligere er blevet sagt. For et barn, der har været udsat for et voldsomt skifte og tidligere svigt, kan det være nødvendigt at høre og mærke den samme tryghed mange gange.

Relationel tryghed skabes over tid – gennem ord, handlinger, gentagelser og erfaringer.

Samtalen kan derfor være med til at give barnet eller den unge en oplevelse af:

“Mine tanker må godt være her.”
“Jeg må godt spørge.”
“De voksne kan holde til, at jeg er vred.”
“Jeg behøver ikke være perfekt for at høre til.”
“Jeg kan godt være jaloux eller usikker uden at blive afvist.”
“Jeg må gerne spørge igen, hvis jeg bliver i tvivl.”

Det centrale er, at barnet eller den unge får mulighed for at opleve, at plejefamiliens relation til barnet ikke kun afhænger af, hvordan barnet opfører sig, eller om der er konflikter. Barnet skal over tid erfare, at tilhørsforholdet og relationen kan holde til både de gode dage, de svære følelser og konflikterne.

Henviser til skabelonen: "Dine tanker og spørgsmål - når du skal bo et andet sted"

Henviser til skabelonen: "Familiekompas"

Henviser til skabelonen: "Forandring"